Camp 2015


Alle små foto kan forstørres ved at klikke på dem.

Spreewald, Tyskland Spreewald Natur Camping AM SCHLOSSPARK


Campingpladsen ligger ret centralt i forhold til byen. Den er hyggelig og ligger tæt ved en sø, men græsset var tynd og mange steder helt væk, så vi lå lidt på bar jord. Pladserne er rimeligt store. Toiletter var rene, brusebad indregnet i prisen, strømforbrug efter måler, – opvasken foregik under et halvtag udendørs ved en kumme. Wi-Fi nettet var gratis, - den var svag, men mulig. Campingpladsen kan godt anbefales.

Den 20-08. Mødtes med Rigmor og Asger præcis kl. 7 på Tingvej og fortsatte straks mod grænsen, som vi passerede kl. 8.35. Vejret var lidt tungt med temmelig meget morgendis, nærmest tåge, men klarede op hen på formiddagen. Fik formiddagskaffe ved 9.30-tiden med Rigmors gode boller til, - men da vi havde kørt lidt igen, kom Sven Erik i tanker om, at hans pas lå og kedede sig derhjemme, så efter nogen tid, fandt vi en rasteplads, spændte campingvognen fra – og han kørte nordpå, mens Rigmor og Asger kørte sydpå og Gerda blev ved vognen. Her fik hun tiden til at gå med at klippe og lakere tånegle, hækle, gå lidt rundt og kigge, læse, gætte kryds og tværs og trave en god, lang tur, så tiden føltes ikke lang, før kl. blev lidt i 15, så måtte han godt komme retur, - det gjorde han også da kl. var lige godt 15. Sven Erik fik hurtigt en kop kaffe og en banan, hvorefter vi kunne fortsætte sydpå, da Gerda forinden havde skruet benene op på vognen og var klar til afgang. Der havde været temmelig meget trafik, så derfor havde turen nordpå nok taget lidt længere tid, end vi havde håbet, men nu gik det strygende sydpå i det allerskønneste vejr. Gerda havde ikke fået mobil tlf. med ud af bilen, da Sven Erik kørte nordpå, så hun følte sig lidt som ”Palle alene i verden” og håbede ikke der skete noget, så hun fik brug for at ringe til nogen. Fik nu hurtigt sendt en sms til Rigmor, som svar på dem, hun havde skrevet. 😊 De var fremme i
Lübbenau ca. 16.30 og vi kl. godt 20, efter en fin tur, hvor Gerda havde taget et ordentligt træk på 3 timer, så Sven Erik kunne hvile sig lidt, efter de godt 400 km. han havde taget ekstra. Vi tog turen tværs gennem Berlin og det gik bare helt fantastisk. Da vi ankom, fik vi lynhurtigt lige sat solsejlet op, inden det blev for mørkt og så var aftensmaden klar: kartoffelsalat med snitzel, pølser og lækker tomatsalat til, den er Rigmor ekspert i at lave. Mens de vaskede op, fik Sven Erik pløkket solsejlet og Gerda fik ryddet ud og ryddet op. Fik selvfølgelig et slag Kanaster, som konerne vandt og sluttede dagen med en lille fælles andagt, som vi har besluttet at gøre hver aften.

Den 21.08.
Stod op til den mest fantastiske morgen, varmt, strålende sol og shortsvejr fra morgenstunden, - SKØNT 😎 Spiste morgenmad under hver vores solsejl, mens vi sad og drillede hinanden. Sven Erik og Gerda kørte hen i byen for at købe en ny køletaske, da stikket på den gamle, som har kørt upåklageligt i 10 år, knækkede igen, da Gerda flyttede lidt rundt på det i aftes og Sven Erik opgav at reparere det flere gange. Fik fat i en ny, samt et nyt stik til den gamle, som køler helt fantastisk, så nu har vi to.
Gik en tur op i byen og hjem og spise frokost, inden vi tog på en 2 timers kahnfart. Det var igen en dejlig oplevelse, selvom Sven Erik og Gerda havde prøvet det før. Så både postbåd og politibåd igen, samt mange, mange turbåde, kanoer og kajakker. Asger havde fået et hvepsestik igen, som han er ret plaget af. Var hjemme til sen kaffe, hvorefter vi slappede af på hver vores måde, inden Sven Erik og Gerda gik i gang med aftensmaden: kogte kartofler med krebinetter og pølser i baconsvøb, aspargessovs og nyindkøbte Lübbenau-agurker til. Gik igen en hyggelig tur op i byen, hvor Rigmor og Gerda fik ”niflet” lidt blomsterskud, inden vi gik hjem til aftenens Kanaster, som mændene vandt, men så tog konerne revanche i Partners.


Krakow, Polen Kemping Clepardia, Henryka Pachonskiego 28a, Krakow
Campingplads Clepardia ligger i den vestlige ende af Krakow med god tilkørsel til byen og flere store handelscentre i nærheden. Meget små pladser med en blanding af græs og ujævne betonfliser, så bilerne for en stor part måtte parkere ude på en stor p-plads på campingpladsens område. Udendørs opvaskeforhold med lunkent vand, - ligeså var brusevandet hos damerne kun kuldslået, - hos mændene varmere, men der var god plads og bruser indregnet i prisen. Toiletterne blev meget ofte gjort rene, men yderst vanskelige forhold at arbejde under. Personalet var meget hjælpsomme og flinke. Wi-Fi nettet var gratis, men kunne kun bruges i nærheden af receptionen og dette var heller ikke altid muligt. Udmærket plads i forhold til prisen.

Kan anbefales. Den 22.08. Stod op lidt i 7 og var klar til afgang 8.15 – igen i vidunderligt vejr. Da vi havde kørt lidt, fik Rigmor og Asger bøvl med bilen, der var slet ingen træk i den, så vi holdt ind på en rasteplads og ringede hjem til Brian Severin, der mente, det bare var partikelfilteret, der var blevet tæt, hvilket også viste sig at være rigtigt, så den skulle bare hvile lidt og så have fuld udblæsning – det hjalp! Var i Polen 9.25 - og så var det ellers slut med de gode veje, - de næste ca. 80 km. var aldeles frygtelige, så vi følte os fuldkommen rystet fra hinanden, da vi midtvejs tog en kaffe/the og dieselpause.
Men vejene blev rigtig gode, da pineriet var overstået og så gik det i susende fart mod Katowice og Krakow. Holdt middagspause et udmærket sted, bortset fra, at det blæste noget så skrækkeligt, der hvor vi sad, så vi blev hurtigt færdige og konerne overtog rattene – og videre gik det ind imellem nogle byger, indtil vi havnede i en kø pga. et færdselsuheld, så der gik lige en halv time ekstra. Har set flere gamle, faldefærdige kollektiver, men ellers er Polen da ved at komme lidt med, med mange store, nye fabrikker. Har kørt gennem rigtig meget skov, men her virker tørt og der har været skov og rabatbrand mange steder. Majsen står rimeligt godt, men ser gule og visne ud mange steder. Kom i en mindre  kø igen på vejen omkring Katowice, men det gik nu ikke så galt. Ankom til campingpladsen kl. 17.21 – temmelig trætte og mørbankede efter mange timers raslen på mere eller mindre gode veje. Begge par fik stillet op i det skønne vejr – og vi ligger TÆT!!!!! Solsejlene lapper næsten ind over hinanden og bardunerne er på kryds og tværs, men så har vi sat små solcellelamper og blomster ved alle pløkkerne, for at undgå, at ramle ind i dem, - så vi hygger os. Fik en ”velkomst øl”, da vi var færdige. Rigmor lavede aftensmad: ovnkartofler, svine – og kyllingekrebinetter og tomatsalat. Aftenens kanaster blev vundet af mændene, der lige tog inder svinget på konerne med 5 point i allersidste omgang, de havde ellers været noget foran. Men så vandt de til gengæld stort i Partners!
 

Den 23.08. Vidunderlig morgen at vågne op til. Havde god tid til morgenmaden, hvorefter vi alle kørte ud til Lidl, som vi havde noget besvær med at finde. Fik handlet en del drikkevarer og lidt grønt, så vi kan klare os nogle dage. Efter frokost kørte vi ind til centrum, hvor vi fandt et P-hus tæt ved Vavelslottet, hvor vi gik op, - gik en tur rundt på det store udendørs område og var inde i kirken. Bagefter gik vi en tur i den gamle bydel, hvor vi så på smukke huse og var i den gamle markedshal, gik en tur på det udendørs marked og på blomstermarkedet. Så flere mennesker, der stod opstillet som ”stenfigurer”. Godt trætte af at dappe rundt, var det dejligt at komme hjem og slappe lidt af med en is fra Gerdas fryser, inden hun gik i gang med aftensmaden: stegt flæsk, stegte grillspyd, ”mormorsalat” og flutes, mens Asger slappede af og Sven Erik Sven Erik satte sig op til receptionen for at lægge billeder og dagbog ind på hjemmesiden. Kanasteren blev vundet af konerne og Partners af mændene. Bagefter satte Rigmor og Gerda sig lidt op til receptionen for at finde ud af noget med adresser, priser og åbningstider for morgendagens udflugt.

Den 24.08. Endnu en smuk morgen, selvom vi var tidligt oppe for at komme afsted i ordentlig tid. Turen skulle i dag gå til Dunajec, hvor vi ville ud at sejle med tømmerflåde og bagefter ville vi i saltminerne ved Wieliczka, hvis vi kunne nå det. Det tog godt tre kvarter at komme ud af byen incl. en gang tankning. En del km. gik det rigtig godt på noget, der lignede en motorvej, men så kom vi ind på en mindre vej, der snoede sig op af et bjerg - og så gik det galt, for langt oppe ad bakken var en lastbil gået i stå midt på vejen og trafikken var voldsom, så det tog laaaaang tid, at komme rundt om den. 😳 Naturen bliver smukkere og smukkere efterhånden som vi kommer sydpå. Var i Scromowice lidt før kl. 11 efter en noget langsom tur med megen trafik. Kom med en tømmerflåde kl. 11.15. Det blev en vidunderlig sejltur i det mest fantastiske vejr. Sejlede stille og roligt ned ad floden med bjerge på begge sider, - nogle steder temmelig høje. ”Chaufføren” var åbenbart en vittig person, for de andre passagerer – alle polakker – grinede næsten hver gang han havde sagt noget. De forskellige ”tømmermænd” havde helt klart noget kørende med at overhale hinanden, hvilket vi også gjorde et par gange, efter at vore to ”tømmermænd” havde vekslet sigende blikke. Efter ca. 2 ½ time blev vi sat af og fandt ret hurtigt en bus og kørte med den tilbage til bilen, hvor Rigmor diskede op med stående frokost, inden vi kørte nordpå mod Wieliczka og saltminerne. Undervejs nordpå foreslog Sven Erik at vi tog en dag ekstra i Krakow og evt. en mindre i Slovakiet, da tiden løb og det nok blev for sent med saltminerne for i dag, - så vi satte i stedet kursen hjemad mod campingpladsen. Var først hjemme 20 min. i 18, da der var kø hele vejen gennem Krakow. Fik kaffe/the med Rigmors lækre sirupskage – og en lille én til. Mens R. og A. lavede aftensmad, arbejdede Sven Erik med billeder på computeren og Gerda lavede gymnastik, vaskede op og gik en lille tur. Kanaster-runden stod i konernes favør og Partners i mændenes, - hvor længe mon vi kan blive ved med at skiftes så pænt?

Den 25.08. Stod op til en overskyet, lun morgen. Midt på formiddagen kørte Rigmor, Asger og Gerda om til indkøbscenteret her bag pladsen, for at se efter en el-køleboks til Rigmor og Asger, men fandt ingen, Gerda var derimod heldig at finde en mindre terrassevarmer hos Jysk med strålevarme, der var var nedsat fra 169 til 50 zloty. Vi kørte videre ud til de store indkøbscentre, der ligger lidt længere ude, men fandt heller ingen der, selvom vi prøvede adskillige steder bl.a. i Ikea. Var hjemme igen ved frokosttid. Da vi havde spist, kørte vi til Kopalnia Soli, hvor vi, efter lang tid i kø, endelig kom ned i saltminerne. Desværre fik vi en guide, der snakkede meget hurtigt og grupperne var alt for store pr. guide. Tror vi var omkring 40 i vores gruppe, - så det var kun nogle få, der stod lige omkring hende, der kunne se de ting, hun snakkede om. Vi havde fået udleveret et lille apparat med en øretelefon, hvor vi kunne høre, hvad hun sagde, men når hun gik eller var for langt væk, kunne vi intet få ud af det!!!!! Det var lidt ærgerligt, for vi havde faktisk glædet os. Da vi var her for en del år siden, var vi nok kun en halv snes stykker i vores gruppe, så da fik vi virkelig noget ud af det. Guiden dengang gav Lars Erik et stk. salt, som han var meget glad for, men desværre forsvandt det på lidt mystisk vis. Gerda kunne ikke dy sig for at købe et lille stykke med hjem til ham, - altså sådan bare for sjov. 😀 En anden kæmpe oplevelse dengang var i den store ”domkirke” i minen, hvor vi oplevede en stille andægtighed, da der kun var ganske få mennesker til stede, - i dag var der stuvende fuldt og folk snakkede højlydt, så der var ingen andægtighed over det! Da vi skulle ud fra minen, kom Asger, Rigmor og Gerda bagefter gruppen, med det resultat, at da de kom til en stor jerndør, kunne de ikke få den op, selv om vi trak alt det, de kunne. R. blev vidst lidt forskrækket, men da de havde stået et stykke tid og ventet og snakket om, hvad de skulle, kunne de i det fjerne se en gruppe langt nede ad gangen med en stor, stærk guide i spidsen. Da de kom hen til os, kom guiden med en kryptisk bemærkning, tog godt fat i døren og hev den op. De fulgtes så med dem ad uendelige gange, til de kom til et sted, hvor de skulle med en elevator op, - der sad en meget gammel mand på en bænk og Gerda udbrød: ”Se der sidder Sven Erik, han er godt nok blevet gammel af at vente!”. Langt om længe kom vi med en elevator, men da vi kom op, kunne vi ikke finde ud af i hvilken retning, vi skulle gå, for at finde P-pladsen, da vi var et helt andet sted, end vi kom ned i minerne. Til sidst lykkedes det heldigvis, for vi var meget trætte og sultne. Ret hurtigt fandt vi en restaurant, Rigmor og Gerda havde lagt mærke til på vejen mod minerne. Der var ret hyggeligt og god plads, så vi bestilte mad: R. fik tomatsuppe, vi andre tre en polsk specialitet (syrlig suppe med tyndt stimlet hvidkål og kødlunser i). Til hovedret bestilte Asger noget med svinekød, men fik noget med friturestegt kylling eller kalkun, Rigmor og Sven Erik fik friturestegt kylling med champignons og Gerda fik kina-kylling. Havde bestilt forskellige slags kartofler, men fik nu alle det samme. Maden var ganske udmærket og meget billig, - vi gav 149 zloty i alt inkl. drikkevarer . Turen hjem gik hurtigt, da der ikke var så meget trafik. Ja, så gik den ikke længere med at skiftes så pænt, for i aften vandt konerne både Kanaster og Partners.


Den 26.08 Dejligt vejr – dejlig, afslappet morgen. Rigmor og Asger gjorde sig klar til at køre til Auschwitz og Birkenau, mens vi ville blive hjemme og slappe af, da vi jo har været der to gange før. Sven Erik fik lagt en masse billeder og dagbogsskriverier ind, mens Gerda fik fulgt op på dagbogen og skrevet det sidste. Bagefter læste hun lidt, inden hun kørte om til centret, hvor hun parkerede og gik det sidste stykke til det enorme marked, der ligger 1.5 km. fra campingpladsen. Hun nød at have god tid, til at gå rundt og kigge, - fik også handlet lidt frugt og grønt til næsten ingen penge - og en ny, knaldrød pung til 5 euro (36.90 kr.), - den er ikke i læder, men rigtig sød – og kan jo holde, så længe den vil. 😁 Bagefter var hun inde i supermarkedet og proviantere – bl.a. en hel masse forskellige øl til Sven Erik, samt lidt vin og vand. Vel hjemme igen fik vi frokost, inden vi fortsatte med afslapningen. Sven Erik tog sig en ”morfar”, mens Gerda lagde sig ud i solen og læste, fik ryddet lidt op, ordnet blomster, lavet gymnastik og begyndt lidt på aftensmaden. Sven Erik fortsatte med computeren, da han stod op igen. Gerda snakkede lidt med nabokonen, der kom fra Wien. Hun fortalte, at hun og hendes gamle mor skulle 300 km. længere østpå til en by, der hedder Zamosc – og som skulle være helt fantastisk smuk, - den skulle vi bestemt besøge, men det er jo så ikke lige på vores rute. Hun sagde også, at der skulle ligge en by i Tjekkiet, der hedder Telč – og som skulle være næsten lige så smuk. Lidt i fem kom Rigmor og Asger hjem igen efter en oplevelsesrig tur og med mange tanker i hovedet. Vi sad lidt og snakkede over en kop kaffe, inden Gerda og Sven Erik for alvor tog fat på madlavningen, der stod på stegte rødspætter, kartofler, remouladesovs, dildsovs og tomatsalat. Hyggede lidt hver for sig, inden vi spillede. Mændene vandt Kanaster efter et spændende spil, der kunne gå til hvilken side det ville, mens konerne tog revanche i Partners. Gerda foreslog at vi skulle slutte med et spil Sequence, men det skulle hun da ikke ha gjort, for det endte 3 – 1 til mændene

Tatranska Lomnica, Slovakiet Tatranská Lomnica 202, Vysoké Tatry, Slovakiet
Ankom til en meget stor og åben, næsten tom campingplads med rigtig dejligt græs, - der kom dog flere gæster i løbet af dagen og de kommende dage. Toiletforhold og opvaskeforhold var udmærkede. Bruser indregnet i prisen, der bestemt ikke var for dyr. Wi-Fi nettet var gratis og rimelig i nærheden af receptionen – altså hvis ikke lige receptionisten sad og spillede, for så kunne det bare slet ikke lade sig gøre, at koble sig på – og det gjorde hun meget af tiden, men hvis Sven Erik opdagede, at hun holdt spisepause, skyndte han at koble sig på og så kunne hun ikke komme på, før han var færdig. Ganske udmærket plads, som bestemt kan anbefales.

Den 27.08. Vidunderlig morgen igen – igen . Var klar til afgang 10 i 10. Det gik fint gennem Kraków og videre sydpå. Naturen er bare så smuk. Lidt i 12 sakkede Rigmor og Asger bagud, da det var galt med bilens partikelfilter igen, så vi fandt en rasteplads, hvor vi kunne stoppe. Spiste frokost mens bilen kølede lidt ned og prøvede at komme til kræfter. Vi var heldige, at komme til at holde et sted ved en gammel stavkirke, hvor der var en ubeskrivelig flink kone, der kunne en lille smule engelsk. Da Gerda kom lidt penge i kirkens indsamlingsbøsse, blev hun så glad og gav Gerda forskellige ting til scrapbogen. Efter at have kørt lidt, var det galt med bilen igen, så vi kørte ind på en tankstation og ventede på dem. Fik tanket hvad Forden kunne rumme og Gerda købte så øl for de sidste zloty, men de er nu for dyre at købe på en tankstation. 10 i 14 var vi i Slovakiet – og kunne straks mærke, at vejen blev lidt bedre, men til gengæld hørte bebyggelsen brat op og vi kørte ind i et skovområde. Havde ellers kørt i ret tæt bebyggelse og skisportsområde de sidste mange km. Var i Tatranský Lomnice kl. 14.18 – og her var masser af plads til os. Tog kaffen før vi satte op, - og en ”velkomst øl”, da vi var færdige. Bagefter kørte vi hen i byen for at se, om vi kunne købe billetter til tovbanen, der går op til toppen af Lomnický štít i 2632 m. Kunne først komme op på lørdag helt sidst på eftermiddagen, men kunne heldigvis få billetter til søndag ved middagstid, så det købte vi. Så har vi noget at glæde os til. 😁 På hjemvejen kørte vi lige hen forbi den store campingplads, der lå lidt længere henne ad vejen, - og som vi har besøgt 2 gange for år tilbage. Nu lå den hen i et vildnis og alle de flotte bygninger inkl. det store hotel, var bare ruiner. Hjemme igen så vi billeder på Rigmors computer, inden hun begyndte på aftensmaden: grillstegt snitsel, ovnkartofler og pastasalat - Sven Erik var oppe ved receptionen, hvor der var god net forbindelse, Asger vaskede op og gjorde grillen klar og Gerda lavede gymnastik og lå og læste lidt. Aftenens spil var helt på mændenes side, da de vandt både Kanaster og Partners, - selv om Asger ikke var helt på dupperne

Den 28.08. Atter en fantastisk morgen at stå op til. Ved 9.30-tiden kørte vi mod Terchova. Vi kørte med mindre veje, for rigtig at kunne nyde naturen – og der var ikke noget at fortryde på, - det var så smukt. Vi kørte op forbi Dolna Kubín og videre østpå. Kort før Terchova fandt vi en græsskråning, hvor vi kunne sidde og spise frokost, - men da Sven Erik pakkede det sidste rugbrød op, som vi havde med hjemmefra, opdagede han, at det var helt muggent, så han og Gerda kørte et stykke tilbage, fordi han mente at have set en lille kiosk med brød. Det var nu ikke brød, men ost i lange baner. Lidt længere tilbage var der en lille Konsum, hvor vi fandt nogle brød, der måske kunne spises. ☺ Efter en hyggelig grøftekantsfrokost kørte vi videre mod Terchova og fandt hurtigt hotellet, hvor vi kunne parkere, hvorefter vi gik og ”kravlede” en fantastisk tur langs med et vandløb og op ad bjerget. Vi har været her et par gange før, men denne gang gik vi delvis med en anden rute, som var fuldt ud lige så spændende, - kom dog ikke helt ind til det plateau, hvor man kan se ud over dalen, men vi havde en rigtig dejlig tur alligevel. Da vi kom ned igen, tog vi eftermiddagskaffen, inden vi satte kursen hjemad.
Rigmor og Gerda var lige inde i en Lidl, for at proviantere lidt til aftensmad, - det blev til kylling med kartofler, brød og tomatsalat til. Kl. 17 var det 33 grader og kl. 18 stadigvæk 32, - så vi har nok kunnet holde varmen i dag. Kornhøsten er stadig i fuld gang hernede, - kørte forbi en mark med 4 store mejetærskere. Gerda ville gerne køre en anden vej hjemad – forbi Vařín – hvor vi før har ligget på camping og fordi hun kunne huske, at vejen videre omkring Martin var så smuk, men Madam-GPS ville noget andet og der var kommet ny vej rundt om Vařín, så vi endte helt i Selina, før vi kunne komme med en vej hjemad, - det blev til nogle km. ekstra. Men hjem kom vi da og Gerda fik i en fart sat en kylling i både vores og Rigmors ovn, som Rigmor så hjalp med at passe, mens hun ryddede lidt op. Asger lagde sig, da han stadig ikke havde det for godt og Sven Erik tømte bilen og prøvede at komme på nettet, men forgæves. Imens fik Gerda ryddet - og vasket op og lavet aftensmad – og kyllingen blev faktisk ret lækker, selv om den kun kostede lige godt 13 kr. pga. sidste salgsdag. Asger blev i sengen, da han var sløj, så vi tre andre spillede terningespillet 30 og Sequence. Sven Erik vandt det hele, bortset fra en enkelt gang Sequence, som Rigmor vandt, så det blev vidst en ”mandetur”.


Den 29.08. Skønneste vejr at stå op til igen, ja, det var så varmt, at Rigmor og Asger rykkede over til os i skyggen under solsejlet. Tog en omgang Partners, som konerne vandt, men de TRÆNGTE også, - inden Gerda, Rigmor og Asger kørte hen til landsbyen for at proviantere lidt. Her var ikke de helt store indkøbsmuligheder, så vi prøvede at køre hen til den næste landsby, uden større held - men vi fik da handlet nogle drikkevarer, (som de har nok af) og frosne fisk og pommes frites, samt et blomkål, så vi klarer os nok. Til frokost fik vi besøg af en masse hvepse, så fluesmækkerne kom ordentligt i sving. Bagefter vaskede Asger op, mens Rigmor vaskede lidt tøj, Sven Erik forsøgte sig igen med computeren og denne gang med lidt større held, da receptionisten var til frokost, så hun sad ikke og brugte al datakraften på at spille. 😕 – og Gerda ajourførte dagbogen. Efter frokost hyggede vi lidt hver for sig, inden vi tog en ny omgang Partners, som mændene vandt. Efter kaffen kørte vi en rigtig Asger-tur, - ud på landet ad små veje, som af og til endte blindt. Kom op til eller forbi flere store, gamle kollektivbrug, som stadig var i drift, - kom igennem flere små, usle sigøjner landsbyer, hvor snavsede børn løb og legede eller badede i floden, - kom igennem Kežmarok – endda to gange, da vejen Asger valgte endte blindt. Asger elsker at køre ture ud på landet ad små veje, som han ikke ved, hvor ender, - og derved får man set, hvordan lokalbefolkningen virkelig lever. Vel hjemme igen snakkede vi og så billeder fra de sidste par dage, inden Rigmor lavede aftensmad, Asger læste, Sven Erik arbejdede med computeren og Gerda lavede gymnastik og læste. Aftenens første Kanasterspil blev vundet af mændene, så Gerda var så naiv at foreslå en ny omgang, men det skulle hun aldrig have gjort, for den vandt de med endnu flere point, - heldigvis vandt konerne da i Partners, så humøret steg igen et par grader.

Den 30.08. Vidunderlig morgen. Havde god tid til afslapning om formiddagen, inden vi kl. 11.30 kørte til Tratanska Lomnica (se webcam) for at tage med svævebanen op. Vi skulle først ha været med en ”gondol” op kl. 12.20, men de kørte kontinuerligt, så vi kom op på første plateau med det samme og hurtigt videre med en større gondol til næste plateau (1751 m.), hvor vi måtte vente halvanden time, før vi kunne komme med tovbanen op til toppen af Lomnický Štít (se webcam - klik her), der rejser sig i 2632 m. højde – og er det næsthøjeste bjerg i Tatrá. Tiden fordrev vi med at gå rundt og kigge på den fantastiske natur. Der var ikke meget vand i søen deroppe, det kan ellers være helt op til 4.5 m. dybt, når det har regnet eller af smeltevand. Vi var nok alle fire lidt spændte på den sidste del af turen, da der er en stigning på 900 m., hvor kabinen bare hænger i et kabel. Da den blev bygget i slutningen af 30’erne, var den verdens længste, - men det gik nu stille og roligt opad, så der var ingen grund til nervøsitet. Vejret var 100 % i top, så vi kunne se ufattelig langt omkring. Udsigten var enestående, fabelagtig - vi kunne næsten ikke fatte, at vi virkelig var deroppe. Sven Erik og Gerda har jo været her før, hvor vi meget, meget gerne ville ha været derop, men ikke kunnet få billetter, så det var en ”gammel drøm”, der blev virkelighed for os.
Asger og Sven Erik fik øje på et par gemser, der gik og hyggede sig et godt stykke nedenfor, hvor vi stod, også en lille fugl, fik Sven Erik indfanget med sit kamera, - og vi så mange bjergklatrere, der kravlede rundt de mest forskrækkelige steder. Mon ikke det var feriens højdepunkt – på mere end én måde? (både oplevelsesmæssigt og bogstaveligt i højden) Det har i hvert fald være en helt fantastisk dag med en helt fantastisk oplevelse for os alle fire. Vi havde troet, der ville være hundekoldt på toppen, men solen bagte og der blæste en dejlig, lun vind, så vi havde da fået alt for meget tøj på. Vel nede igen fik vi eftermiddagskaffe, inden Rigmor, Asger og Sven Erik lagde sig lidt. Sven Erik blev nu hurtigt træt af det, for der var alt for varmt i campingvognen, så han gav sig til at ordne dagens billeder. Gerda lå ude i solen på drømmesengen og læste lidt, inden hun gik i gang med dagbogen. Rigmor er sløj i dag, så det er lidt træls for hende, men hun har jo besluttet, at vi skal ud at spise én gang i hvert land, så hun vil ud og spise i aften. Kørte hen til landsbyen, der ligger nogle få km. mod syd, hvor vi havde set et hotel med restaurant, som ude fra vejen så vældig hyggelig ud med et hav af forskellige blomster, der både hang ned fra vinduer og baldakiner, samt i store krukker, opsatser og på en gammel træhestevogn, der var helt fyldt, så blomsterne væltede ud til alle sider. Vejret var stadig så lunt, at vi sagtens kunne sidde ude under baldakinen og spise. Vi valgte lidt forskelligt at spise. Asger fik oksekød med bløde løg og brasekartofler, Rigmor fik strimlet svinekød i champignons og stærke peberfrugter med fritter til. Sven Erik og Gerda fik en svinesnitsel med strimlet oksekød, der også var blandet med champignons og stærke peberfrugter og fritter til. Det hele smagte bare rigtig godt og kostede kun godt 130 kr. pr. par, så det var da til at betale sig fra. Kanaster og Partners blev i aften vundet af konerne.

Eger, Ungarn Tulipan Kemping, 3300 Eger, Szepasszonyvölgy 71
Tulipan Camping er lille og hyggelig med jævn, men stenet grund, hvor man vanskeligt kan slå pløkker i. Aflange, smalle pladser – de fleste meget små. Pladsen ligger i den sydvestlige del af Eger, tæt på vinkældre og restauranter, - med gåafstand til centrum. Opvask foregik bag receptionen i lille udendørs køkken under halvtag – masser af varmt vand. Bruserne var de bedste på hele turen, - og med skønt, varmt vand. Her var rent, pænt og billigt. Kan anbefales. Wi-Fi nettet var gratis og kan bruges rimeligt på hele pladsen.

Den 31.08. Dejlig, dejlig morgen – igen. Klar til afgang 9.45 – igen! Det gik fint gennem Poprad, bortset fra ét enkelt sted, hvor vi overså en lille vej i en rundkørsel, så vi kom med den forkerte, men fik hurtigt vendt og kom med den rigtige. Videre gennem Lave Tatra, hvor der er uendelig meget skov, men ind imellem med nogle flotte, flotte udsigter. Fik formiddagskaffe, da vi havde kørt en times tid og Gerdas mave fortalte hende, at klokken nærmede sig 11. Efter en stigning var det galt med Opelen igen, så vi holdt en lille pause et sted med en fantastisk udsigt. A. snakkede med Brian Severin derhjemme. Det virker ikke som om, der er så mange sigøjnere i dette område, - men vi mødte dem igen i en faldefærdig landsby, hvor der havde været en stor fabrik, som nu var delvist sunket sammen. Kl. 12.15 passerede vi den Ungarske grænse helt uden paskontrol af nogen art. Efter et stykke tidsforløb på en meget dårlig vej, fandt Sven Erik et sted, hvor vi kunne stå i skyggen bag campingvognen og spise frokost i 34 gr. 😎 VARMT!!!!! Vi fortsatte ad den dårlige vej og var fremme ved campingpladsen i Eger kl. 14.20, men undervejs opdagede G. nu grunden til at vejen var ringere, end vi kunne huske, - vi var nemlig kommet med en anden vej fra Ods, end den lidt større, vi havde planlagt. Madam GPS havde bare taget den korteste vej. Fik lynhurtigt sat solsejlet op og konstaterede, at der var 36.9 grader i skyggen, ikke så mærkeligt at vi sveder! Efter en ”velkomst øl” + diverse vand og cola, fik vi ryddet op og sat på plads, inden de tre tog et køligt brusebad og Gerda satte sig med fødderne i en balje koldt vand – skønt! Bagefter fik vi kaffe, the og en is fra Gerdas fryser. Resten af eftermiddagen dovnede vi bare. Efter aftensmad lagde R. sig, da hun slet ikke har haft det godt i dag, mens Asger, Sven Erik og Gerda gik en tur om til vingrotterne, hvor vi fandt én, som var åben og som vi havde besøgt før. Asger og Sven Erik fik et glas ret tør rødvin, som Sven Erik ikke var så begejstret for, mens Gerda fik et glas sød hvidvin, som smagte rigtig godt, - bagefter fik Asger et glas rødvin, som var bedre, end det første. I kælderen var en flok mennesker, - blandet lokale og turister, - som hyggede sig gevaldigt dernede. Den gamle ejer af vingrotten gav sig til at synge sammen med flokken, der sad der, da vi kom – og han havde en rigtig flot stemme. Bagefter kom han hen og snakkede lidt med os. På et tidspunkt slukkede han lyset i den bageste del af kælderen som tegn på, at han godt ville ha lukket. Så gik vi en lille tur hen i ”De smukke kvinders dal”, inden vi gik hjem, hvor vi satte os ude under solsejlet og snakkede i den lune aften.

Den 01.09. Der var næsten 25 gr., da vi stod op. Rigmor og Asger besluttede sig for en tur til Hortobagy pusztaen, men vi ville hellere blive hjemme, da vi jo har været der to gange. Vi gik en tur op i Eger by (se webcam). Da vi kom forbi Bazilikaen kom der netop nogle unge ud med en slags fane foran. Sven Erik begyndte at tælle, men da han nåede til 300, gad han ikke mere, for der blev ved med at komme unge mennesker ud af kirken. Vi tror, der var omkring 1500 – eller måske flere? De var alle klædt i sort og hvidt og de fleste af dem havde et slags slips med et symbol på. Gerda spurgte en ung mand, hvad der foregik og han fortalte, at det simpelthen var skolestart, - sådan kan vi desværre ikke begynde første skoledag i Danmark! Da vi stoppede et sted, for at hæve penge, kom der en ny gruppe med unge mennesker, der var på vej mod Bazilikaen. De var en tand yngre, end den første gruppe og alle pigerne havde hvide bluser med en slags sømandskrave på, drengene var i sort/hvidt ligesom de andre. Denne gruppe var knap så stor, men der har nok været mindst 1000. Vi gik videre om til markedet, hvor vi købte lækkert frugt, et par tomater, et par Karl Johan svampe og et par ranker med hvidløg og peberfrugter. På hjemvejen kiggede Gerda ind i kirken, hvor den sidste gruppe, vi havde set, sad musestille, mens præsten stod i fuldt ornat og messede. Da vi kom hjem, skyllede Gerda frugten og satte sig med fødderne i en balje koldt vand, mens vi begge nød en is. Frokost bestod bl.a. af flødestuvede svampe. Ti i to kørte vi en tur til Lillafured gennem gennem Felsotarkeny, hvor vi har spist flere gange. Byen er 4.3 km. lang og meget smal. Vi kørte gennem uanede mængder af skov og med uanede mængder af sving, - desværre var der ikke mange steder, hvor vi kunne se ud over landskabet. I Lillafured parkerede vi ved Szent Istvan hulen og gik ned til det flotte Palota hotel, der ligner et slot og ligger smukt ved en opdæmmet sø. Her gik vi ned til Anna hulen, men der var først rundvisning kl. 16 og vores p-billet gældte kun til kl. 16.16, så vi gik tilbage til Istvan hulen og så den i stedet for, - og var ude igen 16.29, så vi nåede det næsten, inden tiden var udløbet. Denne hule var bestemt meget smuk. Gerda spurgte guiden hvilken af hulerne, der var smukkest, hvortil han svarede på meget gebrokkent engelsk, at de var smukke begge to. På hjemvejen ville vi ha været med en anden, mindre vej, men vi havnede ved en skovvej i en lille landsby uden vejskilte, så vi vendte om og tog samme vej tilbage, som vi kom ad. Var hjemme lidt før kl. 18 og R. og Asger havde været hjemme halvanden times tid, så de var næsten klar til at gå ud og spise.De havde haft en rigtig dejlig og oplevelsesrig dag, som de virkelig havde nydt. Vi tog et hurtigt bad og lidt pænt tøj på – og så var vi også klar. Undervejs hjem havde vi lige været inde forbi restauranten Don Felipe, som vi spiste på et par gange, sidst vi var hernede, men den var desværre blevet lukket, så vi kørte til Felsotarkany, hvor vi før har spist godt, men den var lukket ”i dagens anledning”, så ØV! 😞 Vi vendte så bilen og kørte tilbage til Eger og gik ned i ”De smukke kvinders dal” og spiste. Her fik vi rigtig god og lækker mad, - ikke som en gang for mange år siden, da vi spiste der og alt var friturestegt – selv blomkålen, - puha! A. og Sven Erik fik zigeunermad med ris og fritter til og R. og Gerda fik et gåselår med kartoffelmos med bløde løg i, samt kommen-kål, - derudover fik vi en ordentlig skål brød til og tre af os fik desuden en stor portion af husets salat, så vi var MÆTTE for ca. 80 kr. pr. snude inkl. drikkevarer. Gik forbi vingrotten, men der var lukket i aften, han sagde ellers dagen før, at han ville ha åbent. Sven Erik og Gerda sad ude og nød den dejlige aften, mens Rigmor og Asger gik ind til dem selv, - Asger er lidt sløj igen her til aften, men Rigmor har det heldigvis meget bedre, så hun kom lige over og snakke lidt og holde andagt sammen med os, inden vi lagde os.


Dömös, Ungarn Dömös Kemping, Dömös, Dunapart 1
Campingpladsen ligger i den østlige del af Dömös, lige når man kommer til byen. Mange skyggefuld pladser af god størrelse, - græsset delvist tørret væk. Køkkenet ligger lidt for sig selv bag swimmingpoolen, men fungerede udmærket med rigeligt, varmt vand. Bruserne hos mændene var halvkoldt, hos damerne godt varmt. Rent og pænt med god plads. Wi-Fi nettet var gratis og brugbart ved receptionen. Udmærket og billig campingplads, som kan anbefales.

Den 03.09. ”Kun” 22.2 gr., da vi stod op. Klar til afgang allerede 9.35, men havde næsten heller ikke haft tid til at snakke sammen. ☺ Kørte ned og tog motorvejen mod Budapest, - og den var god, så det gik strygende. Fik formiddagskaffe lidt i 11 og fortsatte i fin stil rundt om Budapest. Var fremme i Dömös allerede kl. 12.42. Fik stillet op i en fart, så vi kunne få frokost.
Da vi havde spist, gav vi os til at pakke ud, rydde op og vaske op, inden vi hyggede på hver vores måde: Rigmor og Asger læste, Sven Erik prøvede igen med computeren og G. tog sig en svømmetur – turens første, som hun nød meget, - og var glad over, at hun igen kunne svømme, det kunne hun ikke sidste vinter pga. sin dårlige skulder. Tog et spil Partners, som konerne vandt, - og fik sen eftermiddagskaffe. Gik alle 4 en lille tur hen i byen bl.a. for at se, om det spisested vi før havde besøgt, stadig eksisterer, men det gjorde det vidst ikke, - var nok bare et udskænkningssted, så vidt vi kunne se. Da vi kom hjem, fortsatte Rigmor og Asger med at læse, Sven Erik med computeren, som han vidst endelig har fået til at køre igen, mens Gerda tog en svømmetur og lavede gymnastik, inden hun gik i gang med aftensmaden: gordonbleau, kold kartoffelsalat, broccoli, tomatsalat og peber/ostesalat. Om aftenen ordnede Sven Erik billeder – og der var mange, der skulle lægges ind, da det jo efterhånden snart var længe siden, han sidst har haft mulighed for det, Rigmor, Asger og Gerda læste, inden vi spillede Kanaster, som mændene vandt og Partners, som konerne vandt, - der er intet nyt under solen (eller månen).

Den 04.09. Huhadada, - det var da en kold morgen, at stå op til, temp. var helt nede på 16.2. Efter morgenmad og en omgang Partners, som mændene vandt, kørte Rigmor og Asger hen til købmanden, mens vi gik derhen. Undervejs klarede det op og solen kom frem, så Sven Erik vendte omkring og gik hjem med vores jakker. Da vi kom tilbage, gik vi ned til Donau og nød det smukke syn, - Rigmor og Asger kom også derned, da de kom hjem. Efter frokost kørte vi til Viesegrad og op på toppen af bjerget, hvor vi så den sjove campingplads, Jurta Camping, som vi har ligget på et par gange for snart mange år siden. Så ud som om pladsen stadig bliver brugt til lejrskoler, men virkede ikke som der havde været meget liv på selve campingpladsen i sommer. Kørte lidt ned ad bjerget igen og så de gamle ruiner af en oprindelig romersk fæstning, der senere blev bygget om til et pragtfuldt kongepalads på 600×300 m. Slottet var kendt over hele Europa og omtaltes som ”Det jordiske Paradis”. Det var anlagt i terrasser fra bjergtoppen og helt ned til Donau, havde 350 sale, hængende haver, et pragtfuld kapel og smukke brønde, - men blev senere jævnet med jorden. Da vi havde set, hvad vi ønskede at se, kørte vi igen op til Jurta Camping, hvor vi havde set, der var borde og bænke, som vi kunne få kaffen ved, - og derfra den anden vej ned ad bjerget. Kørte gennem Domos og videre til Esztergom, hvor vi var inde og se domkirken. Vi var rigtig heldige, for der var netop bryllup, mens vi var derinde, det var meget sjovt at opleve. Domkirken er Ungarns største kirke, med plads til 8000 mennesker. Kuplen er 102 m. høj og kirken ligger på en 160 m. høj klippe, så den er at se videnom. Gik om bag domkirken, hvor der var den mest fantastiske udsigt over Donau. Da vi kom hjem, tog vi et spil Partners, som mændene vandt meget knebent. Gerda tog sig en svømmetur og lavede gymnastik. Rigmor og Asger lavede aftensmad: snitzel med flødekartofler og rosenkål til. Både Kanaster og Partners blev vundet af mændene, så de har ”banket” deres koner 4 gange i dag.
 
Den 05.09. Uf, det er svært at vende sig til kulden igen – kun 14.5 gr. da vi stod op. Det begyndte at regne lidt før kl. 2 i nat og det har regnet lidt først på dagen, så vi sad og hyggede i hver vores campingvogn. Midt på formiddagen gik Gerda over til Rigmor og vi begyndte at planlægge Budapestturen i morgen. Vi fik snakket om, hvad vi gerne ville se og om hvilke transportmidler, vi evt. kunne bruge. Snakkede også lidt om, hvad vi skulle i dag. Gerda havde læst om en botanisk have, der lå på den anden side af Donau. Da mændene kom, blev vi enige om, at køre over og se den, så vi fik lynhurtigt smækket lidt mad på bordet, - og så afsted, da færgen over Donau til Vac sejlede kl. 12.15. Vi nåede det i fin stil og kunne stå og se, hvordan færgen sejlede helt sidelæns over imod os i den stærke strøm.
Fik også taget en del billeder af Vac, som ligger på modsatte bred, - faktisk en køn by at se på med mange gamle bygninger og kirker. Så lagde færgen til og vi listede om bord, da nedkørsel er meget stejl og hullet. Vi kom der for mange år siden med campingvogn og det var bestemt ikke en god oplevelse. 😕 1o km. Syd for Vac i Vacratot ligger den botaniske have, som dækker 24 ha. Haven har Ungarns største samling af træer og planter, - ikke mindre end 23.000 forskellige slags, desuden er der kunstige søer og vandfald, ruiner og store drivhuse med bl.a. mange sukkulenter, kaktus og tropiske planter. Et sandt eldorado for blomsterelskere. Gerda kom også til at nifle (plukke blomster) lidt ned i tasken. 😊
Da vi kørte hjemad, var vi lige forbi købmanden efter et flutes til gullaschsuppen i aften. Hjemme igen, begyndte Gerda på suppen, mens Sven Erik ordnede billeder på computeren og Rigmor og Asger læste. Mens suppen stod og snurrede, spillede vi 4 omgange ”talspil” her på vejen og bagefter gik Sven Erik hen til det høje træ, hvor der hænger mistelten og fik én raget ned med et par teltstænger, som han havde sat sammen. 😁 Efter aftensmad hyggede vi lidt, før vi samledes til aftenens spil. Kanaster blev vundet af konerne og Partners af mændene. Gerda har lavet en optælling af spil på turen: mændene har vundet 10 gange Kanaster og 9 gange Partners. Konerne ligger lige i nakken på dem med 6 gange Kanaster og 12 gange Partners.


Den 06.09. Solfyldt, men kold morgen. Kørte mod Budapest kl. ca. 9.40. Vi kørte til Szentendre, hvor vi prøvede at finde S-togsstationen, så vi slap for at køre inde i Budapest med personbil. Ved første forsøg mislykkedes det, men så kom vi til gengæld midt ned gennem byen og langs den smukke vandpromenade, - så havde vi også set lidt af Szentendre, som faktisk skulle være en spændende og smuk by. Andet forsøg gik bedre, da fandt vi både S-toget og en gratis P-plads lige ved siden af. Rigmor havde læst på nettet, at pensionister fra alle EU lande kunne køre gratis med alle offentlige transportmidler i og omkring Budapest, vi skulle bare vise gyldig legitimation, så det var vi spændt på, hvordan det virkede, - men det virkede glimrende, vi skulle bare vise vores pas, så gik det som smurt. Der sparede vi en del HUF. 😄 Vi kom med et værre gammelt bumletog derind, som standsede ved 16 stationer, men ind kom vi da og fandt hurtigt Metroen, som vi skulle videre med – stadig gratis og problemfrit – dejligt! Efter et par stationer stod vi af igen og kom med en megalang rulletrappe op og trådte ud lige foran Parlamentet – en fantastisk smuk bygning. Vi gik rundt og fotograferede og fotograferede i alle vinkler. Da vi ville gå videre, begyndte en trompet at spille højt oppe i et af tårnene og ud på trappen kom 4 soldater og en øverstbefalende ud til vagtskifte. De ”optrådte” til musikken, der bl.a. indeholdt melodien til ”Dig være ære”, fantastisk at opleve, at et land, der har været under kommunistisk regime, kan finde på at bruge sådan en lovprisningshymne til noget så offentligt, som et vagtskifte foran Parlamentet. Da de var færdige med at spille, gik vi videre mod Szovjet haborus emlekmu, et sted med meget, meget smukke bygninger og et kommunistisk mindesmærke. Sulten begyndte at melde sig, så vi søgte efter noget at spise, men kunne ikke finde nogle af de små steder, hvor vi kan få noget stukket ud af vinduet, - mødte dem først, da vi kom længere ned i byen, hvor der var flere mennesker og da havde vi spist, for vi fandt et lille spisested, hvor Rigmor og Gerda bestilte salat med ristet brød til og mændene ville prøve en ægte ungarsk gullashsuppe med brød til, men den faldt da helt igennem, smagte ikke af meget og der var ingen nudler i, så Gerdas suppe i aftes, blev igen rost i høje toner, - men de blev da mætte. Vi gik videre mod St. Istvan Basilikaen, men fandt et sted undervejs, hvor vi kunne hæve nogle HUF, så vi havde til betaling af campingpladsen og middag om aftenen, de sidste kunne vi tanke diesel for. St. Istvan Basilikaen
er ENORM, med plads til 8500 mennesker. Kirken dækker et areal på 4000 m2 og kuplens højde er 96 m. Indeni er den præget af en smuk mørkerød marmor hentet i det nordlige Ungarn. Sven Erik gik hurtigt ud igen, da der var fyldt med stearinlys derinde. Videre til den jødiske synagoge, der er Europas største med plads til 3000 mennesker. Den er opført af en dansk arkitekt dengang der var 30.000 jøder i Budapest. Vi valgte at lade være med at gå ind i den, da der var en lang kø ved billetlugen. Tæt ved synagogen fandt vi Metren, som tog os med tilbage til Parlamentet, hvorfra vi gik til Kædebroen og over den. Vi tog kabelbanen op til slottet, da vi var ved at være temmelig trætte, men det var en rigtig dyr fornøjelse! Oppe på slottet var der også netop vagtskifte. Soldaterne opførte en hel ceremoni – garanteret p.g.a. turismen. Vi ville ikke ind på slottet, da vi var ved at være mættet af indtryk, men gik i stedet ned til Fiskebastionen, som alle turister i Budapest må se. Forbi Matthiaskirken, der er utrolig smuk udvendig, men vi ville ikke betale for at komme ind i den, så vi tog igen Metroen til Pestsiden, hvor mændene havde et meget stort ønske, om at komme ud at køre i sporvogn, - da det også var gratis, fik de allernådigst lov 😀 men vi kørte nu ikke ret langt med den, før vi stod af og tog Metroen tilbage til udgangspunktet, hvorfra vi tog S-banen mod Szentendre igen. Da vi havde kørt et stykke, stod alle de andre passagerer af, men vi blev pænt siddende – indtil en dame udenfor vinduet begyndte at vinke energisk til os, - vi kom af, lige inden toget satte i gang igen for at køre tilbage til Budapest! 😅 Lidt efter kom et andet tog, som vi kom med til Szentendre, så der skete ikke noget. I Szentendre lå en kinesisk restaurant lige ved siden af den P-plads, vi holdt på, så der gik vi ind og spiste os MEGET mætte, da det var ”All you can eat” – og maden smagte ganske udmærket. Vel hjemme igen tog vi en omgang Kanaster, som konerne vandt og Partners, som mændene vandt, før vi gik tidligt i seng.


Campingpladsen ligger centralt, men tæt ved befærdet vej og jernbane, - så en del støj. God restaurant beliggende på pladsen. Udmærkede toiletforhold, men poletter skal købes til bruser, der har rigeligt, varmt vand. Lille køkken, der ligger afsides, - men med skoldhedt vand. Ikke overvældende megen rengøring på pladsen, men flink personale. Wi-Fi nettet var gratis og fungerede rimeligt – også hvis man ikke lå umiddelbart i nærheden af receptionen. Billig plads, der kan anbefales.  

Den 07.09. Stod op allerede kl. 7, - og var næsten færdig til at køre kl. 8, men da Gerda ville op og betale, viste det sig, at receptionen først åbnede kl. 9. Gerda gik en tur rundt på pladsen og fandt campingfatter oppe ved swimmingpoolen, hvor hun fik lov at betale, - Rigmor ligeså, da hun gik derop. Han kom ned og tog strømmen fra og vi kørte kl. 8.15, så det var jo fint. Han havde stærkt rådet os til, at køre over grænsen ved Esztergom – Starovo og det blev vi glade for, da vejen på den Slovakiske side langs Donau, var meget bedre end på den Ungarske side, - og ikke med nær så mange landsbyer, vi skulle igennem, så det gik rigtig fint. Det tog lang tid rundt om Prag, men til sidst lykkedes det da. Madam GPS ville videre med motorvejen nordpå, men vi vidste, at der var kommet ny belægning på en mindre vej, der går til Melnik, så den tog vi og sparede derved en halv snes km. Var fremme kl. 18.20, næsten i solskin - det havde ellers regnet en del af vejen.
 
Den 08.09. Stod op til en kold, solfyldt morgen. Efter morgenmaden spillede vi en gang Partners, som mændene vandt, så sammenlagt er de nu to spil foran. Spiste frokost og kørte derefter til Cesky Raj, hvor vi gik en lang tur. Asger kom rigtid til at køre på småveje, som han holder så meget af. Da vi skulle ud af Melnik, var der en del vejarbejde, som vi skulle udenom på en eller anden måde, - skiltningen viste ind ad en lille bitte vej, som kørte rundt og tilbage til hvor vi kom fra, - dette gjorde vi et par gange før vi opgav og kørte tilbage til Melnik for at tage en helt anden vej til Cesky Raj. Vi kom dertil af meget små veje.
Desværre kom vi med en forkert vandretur ind i klippeområdet ved Prachovske Skaly, så vi de første 4 km. nærmest travede op og ned i et stort skovområde, hvor der ikke var så mange af de spændende klippeformationer, som vi havde set de andre gange vi har været her, men på de sidste 2 km. så vi heldigvis nogle fantastiske "søjler".
Da vi kom tilbage til bilen, fik vi velfortjent eftermiddagskaffe - kl. 16.45! Gerda havde ikke fået the med, så hun købte en kop kakao, der smagte hende vældig godt.
Videre gik turen ad spændende småveje forbi "Jomfruen" og "Bedstemoren", et par klippesøjler, der rejser sig vældig majestætisk med middelalderborgruinerne Trosky på toppen, - igennem små landsbyer, hvor nogle virkede meget fattige og andre så virkelig godt ud, med nye huse og blomster. Tog motorvejen til Mlada Boleslav og videre hjemad med en mindre vej.

Hjemme på pladsen fik R. og A. hurtigt lavet aftensmad: Kotelétter, pølser, kold kartoffelsalat og tomatsalat.

Den 09.09 Sidste dag på ferien inden hjemturen. Fuld sol fra morgenstunden, men ret koldt - kun 13 grader.
R. og G. gik en tur op på restauranten og i receptionen, for at kigge på priser og finde ud af, om vi kunne betale med kort, men det kunne vi ikke nogen af stederne. Tog et slag Partners som mændene vandt. Spiste frokost hver for sig, inden vi gik en tur OP i byen, - og det er i sandhed opad.
Gik ud til kirken, hvor der er en flot udsigt og hvor vi kan se ud over stedet hvor Elben og Vlatava mødes. Var et smut i Benkapellet og gik ellers bare lidt rundt i byen. Gerda købte noget hø, som S. E. udtrykte sig om de tørrede blomster hun købte. På vejen tilbage til campingpladsen, gav det et gevaldigt regnvejr, så vi måtte stå i ly indtil det var drevet over.
Hjemme igen bagte R. vafler, som vi nød til eftermiddagskaffen, inden vi igen tog en omgang Partners, som konerne vandt, - så nu står vi lige.
R. og G. kørte i Lidl, for at proviantere lidt til hjemturen. Kl. 18.30 gik vi op på campingpladsens restaurant, hvor vi fik en ganske udmærket aftensmad. A. fik en ordentlig klump oksekød med brasekartofler og lidt salat til, R. fik stegt norsk laks med persillekartofler og lidt salat til. S.E. og G. fik grillstegt nakkekotelet med lidt kold sennepssovs med stærk chili i, peberrod, rå løg, lidt salat og næsten en halv tjekkisk brød, der smagte godt af kommen. Det var skåret i skiver, uden at være skåret helt igennem og imellem hver skive var der puttet hvidløgssmør - og så var det rigtig sprødristet. Til gengæld smagte den grønne drink, Absint, som R., A. og G. for sjov skyld skulle prøve at smage bagefter ganske forfærdeligt, men det rensede og varmede godt - den var på 70%.

Aftenens spil gik til konerne, så nu er de 2 foran!

Den 10.09. Igen en kold solrig morgen, hvor temp. var helt nede på 6 grader kl. 8.15. Da solsejlene var våde, lod vi den tørre lidt af, inden vi kørte lidt i 10. R. og A. havde lidt bøvl med bilens trækkraft i bakkerne op mod grænsen, men fremad kom vi da. Var inde for at tanke og snolde for de sidste tjekkiske penge. Var i Tyskland kl. 11.45.
Tog frokost lidt før kl. 13, hvor vi delte lidt forskelligt, hvad hver især havde. Dejligt køre vejr. Så en mindre flyvemaskine, der var styrtet ne på en mark ved siden af motorvejen, - der holdt flere brandbiler og politi ved den, - og det så ud, som om snuden var brækket af den!
Fik kaffe og ølkage 150 km. før Celle. Utroligt som sådan en ølkage kan holde sig. Temp. oppe på 20 grader og ingen vind, så det føles ganske lunt. Var fremme i Celle på Schützenplatz kl. 17.25 i strålende solskin og stadig 20 grader. Pladsen er blevet ændret lidt, så man ikke længere kan køre direkte ind via p-pladsen, men må om på den anden store plads der ligger bagved - så der er rigtig laaaangt op til toilettet der tillige bliver låst kl. 20.
Det trak op til regn da vi kom, så vi satte os over til R. og A. og spillede Partners, som mændene vandt, men regn kom der nu ikke noget af. Bagefter gik vi en tur op til slottet og rundt i slotsparken, hvor der vokser så mange utrolige store, flotte gamle træer af forskellig art. Vi gik også en tur rundt i byen med de mange fantastiske smukke huse, mange af dem med inskriptioner, hvor der står vers fra Bibelen eller andre religiøse ord. Fandt et udmærket spisested, hvor vi fik snitzel med spejlæg, grøntsager og kroketter, - det var meget varmt og smagte rigtig godt og alle blev mætte.
Da vi kom hjem spillede vi turens sidste spil som mændene vandt, så sammenlagt blev det uafgjort - fint!

Den 11.09. Stille kølig morgen, men trods alt oppe på 12 grader i dag, så det er dobbelt så meget som i går. Stod op kl. 8 og kørte kvart i 9. Alle har sovet godt i nat og der har været meget stille på "campingpladsen". G. gik en tur rundt og talte autocampere i aftes. Der var 40 og så kom der mindst 1 mere.
Det gik aldeles strygende nordpå, indtil 11 km før motorvejsudfletningen syd for Hamborg, - så var der kø. Der var åbenbart sket en ulykke, hørte R. og A. i radioen og det tog os godt halanden time at komme videre. Da vi kom frem til ulykkesstedet, var der ryddet op, bortset fra lidt der var spildt på vejen.
Tog frokost lidt længere fremme, - sad ude, men det var nu ikke så overvældende varmt. Trafikken gik fint gennem Hamborg og tunnelen, men ret langsom da vi kom op igen p.g.a. vejarbejde.
Lige i den nordlige udkant af Hamborg, så vi en meget stor teltlejr, Det så ud som om den stort set var tom, bortset fra nogle enkelte, der gik rundt dernede. Vi gætter på, at det var en lejr, der var gjort klar til at modtage flygtninge. Flygtningestrømmen er enorm - den største i 20 år. Medierne kalder det ligefrem en folkevandring. Der er sket forfærdelige ting, mens vi har været på turen. I en lastbil er der død en masse flygtninge (50?) og i en kassevogn var der en halv snes mennesker, der var ved at dø p.g.a. iltmangel, fordi vognen var svejset fuldkommen til og der var tremmer for vinduerne, så de stakkels mennesker ikke havde en shance for at komme ud, - heldivis fik politiet mistanke og fik dem ud. I flere lande har flygtninge vandret på motorvejene i tusindvis. I Ungarn gik mange tusinder på motorven mellem Budapest og Wien. Også i Danmark har de gået på motorvejen, dog ikke så stort et antal.
Vi passerede grænsen til Danmark kl 15.25 i 16 gr. og overskyet.
Var hjemme i Agerskov kl. 16.05 og en god time efter var både bil og campingvogn tømt, - tilbage er så bare en masse skønne minder, en stor taknemlighed, en ordentlig omgang vasketøj og oprydning.