1. Pinsedag

 Pinseture 1964 - 1989    Pinseture 1990 - 1999      Pinseture 2000 - 2009      Pinseture 2010 - 2019

Tiden består ikke af de dage, der er gået, - men af de dage man mindes! Glade, festlige familie traditioner er som regel med til at skabe glade, festlige minder.
Anne og Jens Appel startede en sådan tradition pinsedag 1964 og siden har familien været på pinsetur hver eneste pinsedag og sammen oplevet og samlet en masse skønne minder fra disse ture.
De første år kørte vi til Vrå skov, men efterhånden som flokken voksede, var der ikke rigtig udfordringer nok i det område, derfor blev turen flyttet til Enderup skov, hvor der var flere muligheder for at udfolde sig. På et tidspunkt begyndte Sven Erik og Åge at lave en eller anden form for løb til turen. Dette udviklede sig og blev til mange fantasifulde og utraditionelle tiltag, - ikke mindst da familiens ungdom efterhånden overtog. Nu går planlægningen på skift mellem de forskellige familier.
Da en del af Enderup skov var brændt i 1993, måtte vi et år fortrække til Naldtang, men var glade, da vi igen kunne vende tilbage til Enderup skov.
Da Anne og Jens efterhånden blev ældre og det kneb for dem at komme med i skoven, flyttede vi spisningen af middagsmaden ned i deres have og kørte bagefter i skoven. Nu da de ikke er blandt os mere, har pinseturene de seneste år været afholdt i forskellige familiemedlemmers haver, hvor vi som oftest har grillet vores medbragte mad.

Pinsen, som fejres til minde om Helligåndens komme, falder den 7. søndag efter påske. Pinsens mærkedage er: Pinsedag og 2. pinsedag. Før i tiden var det vigtigt at bære nyt tøj ved kirkegangen pinsedag. Tøjet blev derved også velsignet og holdt således længere. Ordet pinsesnit stammer fra denne tradition.Nutidens folkelige traditioner begynder allerede dagen før pinse, hvor der festes til den lyse morgen. Ifølge dansk folketro kan man nemlig se pinsesolen danse pinsemorgen. Pinselørdag er det ligeledes skik at tage på skovtur med madkurv eller deltage i de mange pinsearrangementer landet over. Siden 1980'erne har der været afholdt pinsekarneval i større danske byer.